
Det er sjældent jeg vælger stillekupeen i S-toget, men i fredags var en undtagelse. Der var god plads, og jeg overvejede faktisk at få mig en power-nap. Sådan skulle det nu ikke gå, for det viste sig, at det største drama den fredag eftermiddag skulle foregå netop her.
I kupeen sad foruden mig en ældre herre og en temmelig overvægtig dame. Herren læste i Berlingske Tidende og virkede oprigtig optaget af avisen. Damen derimod læste i et kulørt ugeblad, men havde et konstant vågent blik over kanten af bladet, som en anden KGB-agent, der skulle lave en efterretningsrapport. Hun var klædt i en stramtsiddende strikket sweater i en gyselig grøn farve, som sikkert aldrig kommer på mode igen. Hendes briller var lyseblå og hendes størrelse gjorde, at hun næsten fyldte et sæde til tre.
Et par stationer længere fremme skete det hun øjensynligt havde ventet på. Tre yngre personer entrerede kupeen og trak en befriende fredagsfyraftensglæde med sig ind fra mellemgangen. De var udmærket klar over at kupeen var en stillekupé, så de satte sig blot og nød roen, som om de afventede aftens startskud til fest og weekendsjov.
Stille som et afventende rovdyr, der i skjul bag ”Ude & Hjemme” sad den fedladne kvinde og observerede ungdommen som en flok gazeller. Hver en muskel i den overvægtige krop var spændt til bristepunktet – klar til angreb.
En af de unge piger fik øje på et eller andet uden for toget, og lænede sig frem og hviskede noget til veninden, der sad overfor – som svar fik hun et afdæmpet fnis. Og dette var netop hvad den grønne striksweater ventede på. Med et hurtig (især taget hendes enorme krop i betragtning) spring stod hun i midtergangen. Med en skærebrænderstemme brokkede hun sig i højlydte vendiger over at de unge mennesker ikke respekterede ”stille-tegnet” og lod hånt om samfundets regler. Den ældre mand med berlingerne kiggede op fra avisen og var lettere chokeret, og jeg selv lige så lammet.
Efter en enetale fra den stilhedshungrende dame, forlod de tre unge mennesker kupeen med et skuldertræk og en opgivende mine. Damen vendte sig dominerende og tydelig stolt mod vi andre og nikke selvanerkende inden hun igen satte sig med sit ugeblad. Jeg kunne ane, at hun læste en artikel og Britney Spears.
Jeg søgte som febrilsk efter en forklaring på denne noget absurde opførsel, og endte med at forestille mig en tyk pige, der hele sit liv er blevet kostet rundt af andre, og hvis selvværd må have lidt dramatisk overlast. Her i sit livs sensommer, havde hun endelig fundet et magt-rum, et sted hvor HUN satte dagsordenen, og hvor et banalt skilt om ”Stillezone” gav hende de rette beføjelser til at håndhæve dette forbud.
Her ville jeg ikke være – stillekupeen gav mig pludselig klaustrofobi, og jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg vidste jeg måtte kommentere hendes opførsel. Hun måtte ikke sidde tilbage med forestillingen om, at jeg godtog hendes angreb på et hviskende glad menneske. Jeg havde allermest lyst til at kommentere på hendes grimme sweater eller hende overvægt, men vidste også, at det ville være at bevæge mig ned i hendes niveau.
Jeg rejste mig og gik over til damen, kiggede hende lige i øjnene, og sagde så med en høj og klar stemme; Jeg går nu – kan simpelt hen ikke holde larmen ud fra de knitrende sider i dit ugeblad. Måske skulle du en anden gang overveje ikke at sætte dig i stillekupeen.
Hermed gik jeg glad ud i mellemgangens fyldte kaos af larm. Det er her jeg føler mig hjemme!!