staunstrup.nu

WSPA-reklamer med dyr, der tilsyneladende både kan føle sorg og kan tænke analytisk, har vist sig at virke hos tv-seerne. Dyremishandling har generelt fået stor bevågenhed via godt udtænke reklamestunts, der tilsyneladende virker lige så voldsomt som sælungebillederne tilbage i 80´erne.

Nu går performancekunstneren Jacqueline Traides nye veje for at sætte fokus på dyreforsøg i kosmetikbranchen. Praksis ved testning af parfume og kosmetik sker bl.a. via tvangsfodring, flydende injektioner og lignende ubehageligheder.

I samarbejde med firmaet LUSH Cosmetics og Humane Society lancere de nu en kampagne, der skal sætte en stopper for dyreforsøg til kosmetik. I en af LUSH Cosmetics butikker i London udsættes Jacqueline Traides for samme behandling som dyrene over en periode på 10 timer. Ikke overraskende tiltrækker eventen en stor del af pressen.

Når kampagnen lanceres i 48 lande og mere end 700 LUSH butikker i USA, Canada, Europa, Indien, Australien, New Zealand, Sydkorea og Rusland, opfordres folk til at underskrive en erklæring, der gives videre til lovgiverne i håb om at få stoppet muligheden for salg af dyretestet produkter.

Om ideen med at udskifte forsøgsdyrene med et mennesker virker, vil vise sig – jeg synes i hvert fald kampagnen er både nytænkende og iøjnefaldende, men jeg tilhøre også dem, der næsten kan få opkastningsfornemmelser, når jeg ser WSPAs menneskeliggørelse af dyr.

Beruselse via alkohol kan både være fornøjeligt, humørfyldt og festskabende. Men nydelsen af alkohol har også en del ulemper, som direkte kan opfattes som et irritationsmoment. At bygge en brandert op tager simpelt hen tid, og passer man ikke på, og stopper når nydelsen faktisk peaker, er risikoen ret stor for, at man mister realitetssansen og den sidste rest af fornuft, der måtte være tilbage.

Øl er som bekendt vanddrivende, og dermed består en glad aften i humlens selskab også af et evindeligt og irritationsskabende toiletrenderi. Herudover behøver jeg vel ikke også nævne næste dag tømmermænd, kropssmerter og tidskrævende forsøg på at genskabe gårsdagens eskapader – ofte med en svag mistanke om, at det ikke helt lykkes…

Men nu er den slags bekymringer måske snart slut, hvis man skal tro den amerikanske forsker David Edwards, der har opfundet en spray der gir dig en øjeblikkelig fuldskab – uden bivirkninger!!! Eneste ulempe er måske at fuldskaben kun reelt føles i få sekunder.

Et sug i den nye alkohol-spay svarer til 0.075 ml alkohol, hvilket rundt regnet betyder der skal 1000 sug til for at få indholdet af en drink. Til gengæld får man en øjeblikkelig (og meget kort) beruselse. En spray koster 26 dollars og indeholder 2 milligram alkohol, hvilket betyder en hel del druk-sekunder uden risiko for ikke at køre bil eller have tømmermænd næste dag.

Sprayen anbefales også til alkoholikere, der her skulle have den perfekte genvej til en ufarlig brandert der ikke er afhængighedsskabende.

Kald mig bare gammeldags – men jeg fortrække nu at indtage min alkohol på sædvanlig vis og tager gerne toiletbesøgene og tømmermændene med, og så må øvelse vel på et eller andet tidspunkt få en til at finde det gyldne højdepunkt, hvor man skal stoppe, inden man bliver for umulig. Hvor svært kan det lige være?

Colaens hjemland USA tager nu kampen op med Japan om at producere absurde smagsvarianter af sodavand. Selv om det tilsyneladende lyder som en joke – og i øvrigt ganske udrikkeligt – er det den skinbarlige sandhed, at man nu kan erhverve sodavand med smag af bacon, Buffalo Wings, sukkermajs, jordnøddesmør, gelé, græskarpie og kaffe. Velbekomme!!

Det er firmaet Rocket Fizz Soda Pop & Candy Shop, Lester Fixins, der er producenten af den bizarre idé, og salget går forrygende. Brugerne anmelder smagsvarianterne på Nettet, og de nye sodavand er blevet en slags kult blandt de sukkerafhængige amerikanere.

Om de nye sodavand kan erstatte den fede bacon til morgenmaden vides ikke, og det er stadig en gåde for mig, hvordan nogen overhovedet kan overveje en læskedrik der smager som Buffalo Wings. Jeg kan dog skuffe de nysgerrige soda-junkier med at de nye sodavand ikke sælges i Danmark. Vi er nødsaget til at slubre en Coke i os, hvis vi vil nyde The Taste of America…

For de mange, der af økonomiske årsager er nødsaget til kun at drømme om at eje en Mac Book Pro, har firmaet Air Aroma nu sendt et nyt produkt på markedet. Eau de MacBookPro giver dig duften af det dyre isenkram og samtidig en forestillingen om, at du har en i hænderne.

Den nye parfume kunne sagtens lanceres til det noget smalle nørde-segment, og de raske duftudviklere på Air Aroma har da også lagt sig i selerne for at skabe en autentisk duft af pap, plastfolie og aluminium. Formlen er dog hemmelig, og duften præsenteres med navnet ”De facto Standard” på en australsk kunstudstilling om den digitale tidsalder . Den særlige duft af Mac er inspireret af de dufte man fornemmer, når man pakker et nyindkøbt Apple-produkt ud, og det forventes at Apple-fans verden over vil genkende netop denne særlige duft.

Desværre skal man ikke som Apple-nørd nu sidde og tro, at man har fundet genvejen til det perfekte scoretrick, for Eau de MacBook er foreløbig kun produceret til udstillingen. Og det vil nok også være lidet sandsynligt, at Apple vil godkende sådan et poppet parallelprodukt.

Sammenlignet med et stigende europæisk fedmeproblem er det ikke den slags problemer japanerne slås med. Til gengæld er deres usædvanlige og sindssyge opfindelser noget nogen burde reagere på.

En de nyeste opfindelser på stammen over lattervækkende opfindelser handler netop om fedme og det faktum, at vi hovedsageligt bliver federe fordi vi spiser for meget. Et hold forskere ved Tokyo Universitet har simpelt hen opfundet slankebrillen. Princippet er, at alt det man ser gennem brillerne er 50% større end virkeligheden. Har man brillerne på, ser den lækre flødeskumskage altså dobbelt så stor ud. Testresultater har da også vist, at en gruppe forsøgspersoner reducerede deres kageindtag med næsten 10%, når de havde brillerne på. Modsat spiste testgruppen 15% mindre kage, hvis brillerne formindskede med 1/3 af størrelsen.

Nu ved jeg ikke lige hvem der kan tænke sig at indtage sin mad med disse noget voluminøse briller, eller om resultaterne simpelt hen skyldes, at testpersonerne simpelt hen mister appetitten, når de sidder med dette vanvittige aggregat på hovedet. Men en ting er sikkert, - næste gang jeg skal på kur bliver det uden japanske slankebriller – men måske ville vi mænd kunne se de forstørrende briller brugt i andre mere intime sammenhænge…

"Jeg finder TV meget lærerigt. Hver gang nogen tænder det, går jeg ind i et andet værelse og læse en god bog"- Groucho Marx

I forbindelse med flytning har jeg de sidste 17 dage været uden tv-signal. Når folk har spurgt til problemstillingen i dette, har jeg ofte lagt en lettere akademisk undertone i mit svar. Som for ikke at afsløre, at jeg faktisk har haft en del frustrationer og bølger af abstinenser, har jeg forsøgt at finde alle de fornuftige grunde til ikke at se tv. Nøjagtig som med de fleste andre dårlige vaner, er det ret nemt at forsimple tv som en lalleglad tidsrøver, men her efter 17 dage ved jeg, at der snarere er tale om et slags afhængighedsforhold – jeg har manglet mit daglige skud junk-tv, tarvelige reklamer og fordummende realityshows. Jeg har søgt erstatning via de få live-udsendelser, der streames på Internettet, jeg har sneget mig til tv-kiggeri, når jeg har besøgt venner, og værst af alt – stået en halv time på en s-togs station og set News på de opstillede reklameskærme.

I dag den 17. april var så dagen, hvor en YouSee-mand skulle forbinde mig til verden igen. Fylde min stue med nyheder fra hele verden, med Kaare Quist, der spidder UngBo og næstsidste afsnit af Paradise Hotel. En farverig tv-drink shaket med reklameblokke og vejrudsigter. Herligt!!

Kl. 18.00 var jeg på. Første fix var Tv-Avisen, der som et euforiserende stof rullede gennem årene, og efterlod sig et sagligt smil i mit tv-lykkelige ansigt.

Herfra husker jeg ikke så meget. Kun sofaen, tæppet og en døsighed der fyldte min krop i en overvældende hastighed. I momentvis vågen tilstand fik jeg serveret letfordøjelig reality-tv fra Christiania, grundig research fra Detektoren, indsigt i UngBos korrupte verden samt de evindelige intriger på et luksushotel i Mexico. Her slukkede jeg – kunne mærke, at jeg efter 17 tv-løse dage havde risiko for en overdosis, for ikke at kunne flytte mig fra skærmen igen.

Der er ingen tvivl om, at man kan bruge sin tid langt mere værdifuldt, end at stene inaktiv foran en fladskærm, og mit tv-forbrug er da heller ikke særlig stort – det er mere tanken om at kunne koble fra, der er så svær at erstatte, når tv´et pludselig ikke er en mulighed. Jeg er med andre ord glad for at signalet er tilbage, og i morgen kan jeg igen samtale med andre om gårsdagens dårlige tv, og med rette indtage mine kritiske holdninger til fordummende underholdning og stupide reklamer… Det er langt bedre at have muligheden for at slukke end ikke at have muligheden for at tænde!

Det er sjældent jeg vælger stillekupeen i S-toget, men i fredags var en undtagelse. Der var god plads, og jeg overvejede faktisk at få mig en power-nap. Sådan skulle det nu ikke gå, for det viste sig, at det største drama den fredag eftermiddag skulle foregå netop her.

I kupeen sad foruden mig en ældre herre og en temmelig overvægtig dame. Herren læste i Berlingske Tidende og virkede oprigtig optaget af avisen. Damen derimod læste i et kulørt ugeblad, men havde et konstant vågent blik over kanten af bladet, som en anden KGB-agent, der skulle lave en efterretningsrapport. Hun var klædt i en stramtsiddende strikket sweater i en gyselig grøn farve, som sikkert aldrig kommer på mode igen. Hendes briller var lyseblå og hendes størrelse gjorde, at hun næsten fyldte et sæde til tre.

Et par stationer længere fremme skete det hun øjensynligt havde ventet på. Tre yngre personer entrerede kupeen og trak en befriende fredagsfyraftensglæde med sig ind fra mellemgangen. De var udmærket klar over at kupeen var en stillekupé, så de satte sig blot og nød roen, som om de afventede aftens startskud til fest og weekendsjov.

Stille som et afventende rovdyr, der i skjul bag ”Ude & Hjemme” sad den fedladne kvinde og observerede ungdommen som en flok gazeller. Hver en muskel i den overvægtige krop var spændt til bristepunktet – klar til angreb.

En af de unge piger fik øje på et eller andet uden for toget, og lænede sig frem og hviskede noget til veninden, der sad overfor – som svar fik hun et afdæmpet fnis. Og dette var netop hvad den grønne striksweater ventede på. Med et hurtig (især taget hendes enorme krop i betragtning) spring stod hun i midtergangen. Med en skærebrænderstemme brokkede hun sig i højlydte vendiger over at de unge mennesker ikke respekterede ”stille-tegnet” og lod hånt om samfundets regler. Den ældre mand med berlingerne kiggede op fra avisen og var lettere chokeret, og jeg selv lige så lammet.

Efter en enetale fra den stilhedshungrende dame, forlod de tre unge mennesker kupeen med et skuldertræk og en opgivende mine. Damen vendte sig dominerende og tydelig stolt mod vi andre og nikke selvanerkende inden hun igen satte sig med sit ugeblad. Jeg kunne ane, at hun læste en artikel og Britney Spears.

Jeg søgte som febrilsk efter en forklaring på denne noget absurde opførsel, og endte med at forestille mig en tyk pige, der hele sit liv er blevet kostet rundt af andre, og hvis selvværd må have lidt dramatisk overlast. Her i sit livs sensommer, havde hun endelig fundet et magt-rum, et sted hvor HUN satte dagsordenen, og hvor et banalt skilt om ”Stillezone” gav hende de rette beføjelser til at håndhæve dette forbud.

Her ville jeg ikke være – stillekupeen gav mig pludselig klaustrofobi, og jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg vidste jeg måtte kommentere hendes opførsel. Hun måtte ikke sidde tilbage med forestillingen om, at jeg godtog hendes angreb på et hviskende glad menneske. Jeg havde allermest lyst til at kommentere på hendes grimme sweater eller hende overvægt, men vidste også, at det ville være at bevæge mig ned i hendes niveau.

Jeg rejste mig og gik over til damen, kiggede hende lige i øjnene, og sagde så med en høj og klar stemme; Jeg går nu – kan simpelt hen ikke holde larmen ud fra de knitrende sider i dit ugeblad. Måske skulle du en anden gang overveje ikke at sætte dig i stillekupeen.

Hermed gik jeg glad ud i mellemgangens fyldte kaos af larm. Det er her jeg føler mig hjemme!!

Hvis man vågner op efter en lang våd nat i Las Vagas, og tømmermændene banker på med rabalder og fysisk smerte, behøves det ikke længere at ødelægge en dag eller to af den dyre ferie. Man ringer simpelt hen til Hangover Heaven. Løsningen koster kun 130 dollars, og behandlingen tager mindre end en time.

Hangover Heaven er en bus-service, som kører konstant mellem kl. 08.00 – 03.00. Man kan bestille den via nettet eller pr. telefon, og de rykker ud til din hamrende hovedpine og kvalme.

Bussen består af en front lounge, en midtesektion med køjer samt en bagerste del med bl.a. opholdsstue, badeværelse og afslappende interiør. En køretur med bussen på 45 minutter vil gøre en ende på rædslerne efter nattens druk. Man kan vælge mellem to pakke-løsninger, der bl.a. lokker med intravenøs hydrering, frelse, anti-kvalme, anti-inflammatorisk medicin og vitamintilskud. Men der er også kaffe, forfriskninger og popmusik i bussen – og så kører den én hjem til hotellet efter behandling.

Nu har jeg aldrig været i Las Vegas, men jeg har rimelige troværdige erfaringer med tømmermænd, og jeg har svært ved at tage Hangover Heaven ideen alvorligt. Mon ikke der snarere er tale om endnu et amerikansk skalkeskjul for et ultra religiøst foretagende, hvor det lille ord frelse spiller en vigtigere betydning end alt det andet gøgl man tilbydes i bussen.

Religiøs logik er nogen gange temmelig uforståelig og kan virke formålsløs. F.eks. når indiske muslimer og hinduister kaster babyer ud fra stor højde i håbet om, at det vil bringe dem lykke og sundhed. Ritualet finder sted i de to indiske stater Karnataka og Maharashtra, og har fundet sted de sidste 700 år.

De hele er ret enkelt – man stiller sig på en balkon og tager et stk. baby og ryster det en tur, mens man synger en lovsang. Herefter lader man barnet dumpe fra de ca. 10 meters højde. På jorden venter en 10-15 mænd med tæppe, som de let og elegant griber barnet med. Herefter gives den chokerede og grædende baby tilbage til moderen. Alle er glade, for den vanvittige færd mod jorden har skabt grobund for lykke og sundhed for det lille rædselsslagene pus.

Det ældgamle ritual, der kun finder sted én gang om året, har først nu fået bevågenhed idet film af de traumatiserende babykast er lagt på YouTube og andre steder på Internettet. Efterfølgende har et ramaskrig bredt sig fra børnerettighedsorganisationer og politikere, der vil have babykasteriet stoppet. Et forbud blev indført i 2011, men ritualet finder stadig sted.

Trods den store fare, der latent må være til stede ved at droppe babyer fra den højde, er det tilsyneladende aldrig gået galt, og den lokale inder har ingen forståelse for, hvorfor europæere og amerikanere overhovedet skal blande sig i deres ritualer, når vi selv tvangsfodrer vore børn med burger-junk og lader dem strejfe uovervåget rundt med en flaske vodka så snart de er fyldt 14…

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, men har svært ved at se meningen i nogen af delene.

Se video herunder;

Er man gadget-typen, der nyder en elektronisk cigaret eller inhalerer sin kaffe, så er et nyt produkt fra firmaet Vaportrim lige sagen. Der er tale om ikke mindre en kage-inhalator, der pludselig kan bortviske al dårlig samvittighed, når den søde tand skal tilfredsstilles.

Firmaet kalder deres kage-inhalator for verdens første kaloriefri dessert, og hvem er ikke interesseret i slik og kager, der ikke sætter sig på sidebenene?

Den pudsige dessert-gadget præsenteres på en hjemmeside med en hel del forskningsresultater der forsøger at underbygge produktets seriøsitet. Bl.a. fastslås det, at 75% af vores smag foregår gennem lugtesansen. Når man inhalere de lækre dessert-dufte fra inhalatoren, vil der sendes besked til hjernen, som da vil frigive hormoner, der igen vil fortælle kroppen, at den er mæt – blot ved duften. Teorien er at luftesansen udløser mæthedsfornemmelse inden maven gør det.

Jeg skal hverken inhalere kaffe eller kager, og har fuldstændig accepteret faren ved livet. Kaffe, smøger og søde sager er forbundet med en vis risiko – lige som så meget andet. Det næste bliver vel en sex-inhalator? Den kunne man så passende kalde et blow-job…

Kage-inhalatoren koster 10 dollars og fås i 14 smagsvarianter.